Søren Kierkegaards Diapsalmata

Ætikerens eksistensgrundlag

En erkendelse af tilværelsens ulidelige lethed, løfter individet ud af spidsborgerens dogmatiske tilværelse. Der findes ingen konventionel vej til hvad erkendelsen indebærer, og hvad det omfatter. Erkendelsen er et spørgsmål om ikke at acceptere dogmatikken, og dermed træffe et valg - at træde ind i sin eksistens. For at realisere sin eksistens må individet vælge sin vej, en sådan vej kan være nydelsen; nydelsen af livet og hvad det tilbyder.


En firkantet måde at betegne denne tilstand, er arketypen æstetikeren.



Den fundamentale drivkraft i æstetikerens tilværelse, er lysten; begæret efter nydelse. Dette begær kan forekomme i enhver manifestation, om det er genstande eller metafysisk. Spørgsmålet er ikke hvorvidt hvad det er, og hvad lysten udsprang af, men at udleve lysten i dets fulde drag: i det opnår æstetikeren sin eksistens.

“Ingen Barselkone kan have besynderligere og utaalmodigere ønsker end jeg. Disse Ønsker betræffe snart de ubetydeligste Ting, snart de mest ophøiede, men alle have de i lige høi Grad Sjælens momentane Lidenskab. Jeg ønsker i dette Øieblik en Tallerken Boghvede-Grød. Jeg erindrer fra min Skoletid, vi fik altid Boghvede-Grød om Onsdagen. Jeg erindrer, hvor glat og hvid Grøden var anrettet, hvor Smørret smilede mig imøde, hvor varm Grøden var at see til, hvor sulten jeg var, hvor utaalmodig efter at faae Lov at begynde. En saadan Tallerken Boghvede-Grød! jeg gav mere end min Førstefødsels-Ret derfor.”

Æstetikerens møde med tomheden, og den håbløshed der følger med. Han opnår en fortvivlelse der fylder hans tilværelse, og tømmer ham for enhver lyst; ethvert engagement.
Denne følelse opstår når hans begær er blevet fuldbragt, så efterfølges det af tomhed.

“Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrængende; jeg gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende, og det gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.”

Komprimeret filosofi
Søren Kierkegaards Diapsalmata er en række korte afsnit af varierende længde. De indeholder en filosofisk betragning, hvor der bliver opstillet en problematik eller undren: en tese.

Det er blevet anderledes formuleret: hvordan man filosoferer med hammeren! Det er komprimeret tankevirksomhed, hvor meningen skal frem hurtigst muligt - ingen lange diskussioner, men korte reflexioner. 

Kortfattetheden kommer endvidere til udtryk i A's del af bogens indholdsfortegnelse, ordene er spidsfindige og afsnittene relativt korte, hvorimod B's indholdsfortegnelse er lange sætninger med lange afsnit og ordene er mindre kraftladte.

Således kan han hurtigt fange en interesse og fremføre sin pointe kraftfuldt, uden at dvæle ved lange filosfiske diskussioner; diskussionen bliver kogt ned til det essentielle - og dermed æstetikerens livsbetragtning: det essentielle. Betvinge afgudernes eksistens, og forestillingen om det absolutte der vedhængte dem.